Nike Air Max Plus

Air Max Plus

I 1997 var Nike midt i et vigtigt samarbejde med Foot Locker. Målet var at skabe en sko med en banebrydende Air-teknologi, men detailhandleren var ikke overbevist af mere end 15 af Nikes foreløbige skitser. I mellemtiden var en ung designer ved navn Sean McDowell på ferie i Florida og nød de smukke strande, svajende palmer og enorme solnedgange. Han kunne ikke have vidst det på det tidspunkt, men denne simple ferie skulle snart give inspiration til Nike Air Max Plus - et unikt design, der begejstrede Foot Locker.

Efter at være vendt hjem fra sin ferie blev McDowell tilbudt et job hos Nike, og hans første opgave var at arbejde på Air Max Plus. Da han opdagede, at projektet hed Sky Air, efter Joe Skyar - manden, der havde fundet på sneakerens Tuned Air-dæmpningssystem - blev han fyldt med inspiration. Disse enkle ord vakte minder om hans tid i Florida og bragte ham tilbage til de skitser, han havde tegnet af farverne på himlen i skumringen og palmernes blide bevægelser i brisen.

McDowell omdannede sine tegninger til nye koncepter, som blev introduceret på tværs af Air Max Plus. TPU-eksoskelettet afspejlede f.eks. formen af Floridas palmer og gav struktur og stabilitet til overdelen. Formen på disse tynde strimler af termoplast var informeret af McDowells ønske om at give brugeren et interessant syn på skoen fra toppen, når de havde den på. Derfor designede han dem til at strække sig op ad siderne og bøje sig om hinanden i stedet for at mødes i en lige linje på tværs af fodens overside. Ud over at tænke på, hvordan bæreren ville opfatte den, tænkte han også på, hvordan sneakeren ville påvirke løbesamfundet. Som løber selv fandt han det mærkeligt, at moderne løbesko kun reflekterede lyset omkring hælen, når det var standardpraksis at løbe med front mod trafikken. Hans løsning var at indføre reflekterende stænger på forsiden, fra tå til tunge. Med en vægt på under 340 gram var den også ultralet, og andre løbespecifikke funktioner som flexriller i forfoden og en ydersål med ydeevne sørgede for, at Plus stod ud som en løbesko.

Under al løbe-teknologien lå der dog en teknologi, der skulle give Air Max Plus verdensberømmelse - Tuned Air. Dette innovative system fordelte dæmpningen jævnt over hele fodens længde ved hjælp af såkaldte halvkugler. Disse hårde halvmåne-strukturer gjorde skoen utrolig komfortabel, hvilket Nike ønskede, at McDowell skulle udbrede til verden så tydeligt som muligt. En uge inde i sit arbejde, hvor konceptet var godt i gang, fik han besked på at finde det nu ikoniske sekskantede Tn-logo en fremtrædende plads på designet. Dette stilfulde lille emblem indeholdt Tn Air-branding og en lille swoosh inde i en rød cirkel i øverste højre hjørne. McDowell tilføjede et på hælen sammen med et andet på sålen for at henlede bærerens opmærksomhed på den banebrydende teknologi, som det betød. Disse Tn-luftlommer, der kun var placeret i hælen og forfoden, efterlod plads i mellemrummene til en anden af McDowells idéer. Her placerede han et karakteristisk skaft inspireret af en hvalhale, der dukker op af havet. Dette gav funktionen en ukonventionel form, der gjorde den til et af de mest fængslende aspekter af sneakerens udseende.

Da de tekniske elementer i Air Max Plus var fastlagt, var det tid til at beslutte sig for dens farver. Som en hyldest til de falmede farver fra tidligere Nike-designs som Nike Omega Flame, som han havde løbet i som barn, og Air Max 95 Neon-farven, valgte McDowell at bruge dristige farvegradienter. Endnu en gang ønskede han at fortælle en historie fra ferien i Florida, denne gang om de skiftende toner, han havde set på himlen, mens den gik fra nat til dag. Det gjorde han på tværs af tre farveskalaer: Sunset, som repræsenterede farverne i skumringen, Night Sky, en meget mørkere sko med antydninger af rødt som stjernerne, og Sunrise, hvis ydre bevægede sig fra varm orange til lysende gul.

Dermed var designet af Nike Air Max Plus færdigt, men den skulle stadig fremstilles. Denne fase viste sig at være en udfordring, da de, der havde til opgave at producere komponenterne, kæmpede for at føre McDowells fremadrettede idéer ud i livet. I første omgang fik han at vide, at TPU-svejsepunkterne ikke kunne produceres. Da han hørte nyheden, tog han på sig selv at flyve ud til den fabrik, hvor de blev fremstillet, for at løse problemet. Alle var lettede, da hans forslag om at bruge tre individuelle svejsninger i stedet for et enkelt stykke virkede. Dernæst fik han at vide, at hans dynamiske farveovergange ikke kunne fungere. Endnu en gang havde McDowell selv svaret og foreslog en sublimeringsteknik, hvor den lyseste farve blev trykt først, hvorefter de mørkere nuancer gradvist blev lagt ovenpå. Processen blev en succes, og Air Max Plus var endelig klar til at blive vist frem til holdet hos Foot Locker.

De var så imponerede, at de besluttede at undlade de sædvanlige produkttestprocedurer og tog prototypen direkte med til deres nærmeste butik, hvor den blev udstillet. I løbet af få minutter havde den unikke sneaker tiltrukket en masse mennesker, der var ivrige efter at finde ud af alt om den. Foot Locker havde svaret - dette var det design, de havde ventet på.

Da Air Max Plus blev lanceret i 1998, opnåede den global succes. I Paris var designet meget populært, og folk begyndte at kalde den "le requin" (hajen) i en alternativ fortolkning af McDowells skaftidé. Andre steder gik den under det enkle navn "Tn" takket være Nikes forslag om at inkludere det mindeværdige logo på sneakeren. Dens popularitet betød, at Plus blev båret på gaderne i London og New York og endda fik fans i modeverdenen. Det var virkelig en sko med verdensomspændende berømmelse.

McDowells evne til at tænke ud af boksen fik ham til at bryde en række af 90'ernes designkonventioner med Nike Air Max Plus. Hans nyskabelser gav den en teknisk ydeevne og en overbevisende æstetik, der appellerede til sneakerfans over hele verden. I årtierne siden udgivelsen er denne bemærkelsesværdige sko blevet gentænkt i utallige farver og har sikret sig sin plads som en af de vigtigste sneakers i Nikes historie.